Hvorfor er du søgende?

Hvorfor søger du?

Grundlæggende har alle mennesker et behov for at forstå. 
Hvad er meningen med mig? - med livet? - med den universelle eksistens?
Hvorfor har kristendommen, eller andre religioner for den sags skyld, ikke formået at forene mennesker? Selv indenfor samme lille menighed, kan opleves splid og kiv. For slet ikke at tale om det kristne budskab. Hvor meningsfuldt er det at tro på en gud der vælger at slå sin egen søn og skabning ihjel? Hvorfor skulle det give mening, i kærlighedens og frelsens navn, at slå ihjel? Hvorfor skulle Gud have skabt en verden, hvis eneste garanti er, at alle skal dø. Som har skabt en natur, som er farlig og lunefuld, og som Skaber også selv udviser lunefuld adfærd?
Hvorfor er menneskers liv fyldt med angst, skyld, skam, fordømmel-se, afmagt, tomhed. Det hele søgt skjult i livets hurtige fix. I forbrug og adspredelse, hvor det er muligt. I magtmisbrug og forhånelse. I sygdom og død. På sikker afstand af grundfæstet fred, lykke og troen på og kærligheden til min næste.
Så længe jeg ikke har svarene, bærer jeg rundt på en uforløst følelse. Et vacuum. En erkendelse af, at intet jeg hidtil har lært, kan tilbyde et troværdigt og attraktivt alternativ til en verden, som er så fuld af vilkårlige fortrædeligheder, og ikke mindst forgængelighed på alle planer.  

Det kan være noget af forklaringen på, at du mærker et behov for at finde en mening med det hele. 

Livet har ikke nogen mening i sig selv. Det er dig, der giver livet mening. 
Der er selvfølgelig livsomstændigheder du ikke er herre over. Men du vælger selv, om du vil fortolke verden gennem kærlighedens linse eller gennem frygtens linse. Guidet af Helligånden eller presset af egoet .  

"Der er intet hverken godt eller dårligt,
men tænkningen gør det sådan."                                  
- William Shakespear, Hamlet

Ved du hvad du søger?

Det kan unægteligt virke som en uoverkommelig opgave, nærmest at føle, at man bliver nødt til at viske tavlen ren, for at begynde forfra i sin søgen.

Hvis jeg/(du) går lidt praktisk til værks, kan jeg vælge det udgangspunkt, som jeg sikkert allerede har en idé om. Vedtage, at der er noget i vores fælles eksistens, som rækker ud over mig som individ. 
Der ligger helt sikkert i alle mennesker, en mere eller mindre erkendt urkraft, en magnetisk kraft, der tiltrækker behovet for at kende, eller rettere genkende sit ophav. Det er da tankevækkende, at jeg kun kan kende noget, hvis der reelt er tale om genkendelse! Det svarer til, at kristne taler om at komme hjem til Gud. Det giver jo kun mening, hvis det er implicit, at det er der man kommer fra. Den erkendelse må da pirre ens nysgerrighed efter at bore lidt mere i emnet.
Hvis jeg bliver mig det behov bevidst, er fundamentet lagt til, at jeg kan stille mig selv spørgsmålet: Findes der så en øverste kraft, en guddom, en skaber, om man vil, der er årsag til min eksistens, i ånd, i materie eller i begge dele?

Med dette spørgsmål kan jeg nå ind til kernen i min opvågnen-de tros-erkendelse. Fordi, det er nu, jeg skal gøre mig klart, at tro er et valg! Et bevidst tilvalg!

Tro er et valg som bygger på overbevisning om, at der er en sammenhæng mellem mig som menneske og det jeg fornemmer som værende over mig, før mig, årsag til mig.
Det sætter selvsagt gang i megen tankevirksomhed. Hvad skal jeg tro? Tør jeg virkelig lægge alle æg i den samme kurv? Hvad taler for og hvad taler imod? Står jeg mig måske bedst ved en lidt lunken, diffus attitude, med den konsekvens, at jeg aldrig når i mål? Men, så heller ikke kan tage mig selv alvorligt! Sådanne væverier kommer man kun til livs ved at træffe et bevidst valg. Og så kan man jo sætte det hele på spidsen, ved at spørge, hvem skal træffe mit valg, hvis jeg ikke kan få mig selv til at gøre det – måske fordi jeg ikke vil påtage mig ansvaret?

Hvis jeg ser en krimi i fjernsynet, vil jeg typisk udpege den person jeg tror er skurken, længe inden filmen er forbi. Det er et bevidst valg, som kan vise sig at være forkert. Men jeg har valgt side, indtil sand-hedens time.
Som beskrevet ovenfor, er tro et aktivt valg. Først når jeg har lært at leve med, og i, troen, kan jeg afgøre om jeg traf det rigtige valg.

ET KURSUS I MIRAKLER er, efter min opfattelse, det bedste, og i virkeligheden det eneste overbevisende bud, på læren om et levende, universelt og eviggyldigt trossystem. Det er det eneste troskompleks, som henvender sig direkte til det enkelte menneske. Det er ikke religiøst eller kultisk. Det betyder, at der er ingen religiøs ledelse eller menighed. Ingen dogmer og andre ydre rammer og regler. Ingen betaling eller medlemskab. Der er kun Jesus' levende ord, om kærlighed og tilgivelse. Om valget mellem ".... at være gidsel for egoet eller vært for Gud!".

ET KURSUS I MIRAKLER er værket der formidler indsigten i den universelle kærligheds uendelige styrke. For sandheden er, at kærlighed er vores naturlige tilstand.