Hjemmesiden opdateres løbende              

- senest opdateret 24. juni 2026 - tilgås bedst på pc eller IPad

Velkommen til min hjemmeside!     

Mit navn er Mogens Hvidesten Rasmussen. Jeg er en årgang 1950.

Formålet med hjemmesiden er at dele min viden, erfaring og tro på Jesus' lære i EKIM*. At se forskellen på "tro" og "virkelighed" med udgangspunkt i kristendommen. At Gud, Jesus og Helligånden repræsenterer den øverste skabende kraft - det kan alle kristne mennesker nok være enige om.

Men - der er en vigtig tilføjelse, uden hvilken, der ikke er brug for denne hjemmeside. 
Sandheden er nemlig, at troen på den øverste Skaberkraft som vi betegner som Den Treenige Gud, har fået en yderligere dimension. Det er den, jeg benævnede EKIM. Den har et spirituelt indhold, der langt overgår den almindelige kristendomsforståelse. Det er en dimension som indbefatter en åndelig virkelighedsopfattelse som kan sætte dig fri. Fri til at vælge kærlig-hed, tilgivelse og fred. Den knytter et bånd til dig, der overflødiggør gængs forankring til traditionel religion og tro. Du vil opdage, at skyld, skam og syndsbevidsthed ikke er en del af din virkelige selvforståelse.

I år, 2025, er det 50 år siden at EKIM, denne "overbygning" på kristendommen, så dagens lys. Millioner af mennesker verden over har siden valgt at følger den nye vej. Det ligger implicit i den nye lære, at man ikke "reklamerer" med den. Man skal ikke ud at missionere, skabe trossamfund, eller religiøse retningslinjer. Kun stedse øve sig i at efterleve Jesus' lære om fred, lykke, tilgivelse og kærlighed. Læren er alene et forhold mellem mig som individ og det vi i kristendommen forstår som Det Treenige Skaberværk. 

Når jeg tillader mig at bjæffe op med denne hjemmeside, er det fordi budskabet er alt for vigtigt til, kun at blive udbredt ved mund til øre metoden. Alle mennesker fortjener at få udvidet, eller rettere revideret deres kristendomsforståelse. Ja, i virkeligheden, at få mulighed for at lære den eneste universelle sandhed om det øverste skaberværk at kende. At erfare, at der selvfølgelig kun kan findes én virkelighed, når vi taler om åndelig skaberkraft, på trods af tilsyneladende forskellige forklædninger. Glæden ved den opdagelse, er jeg fuldstændig sikker på Du vil dele, når det går op for dig, hvad det i virkeligheden er, Jesus prøver at lære os.


*) Jesus har gennem tiderne åbenbaret Sig på mange måder. Det ultimative bidrag er Jesus' lære, som den nu kan erfares gennem det spirituelle værk          ET KURSUS I MIRAKLER, forkortet til EKIM. Heraf navnet på denne hjemmeside: Kurset.dk


I ET KURSUS I MIRAKLER vækkes din instinktive trang til at finde svar på de allerstørste eksistentielle spørgsmål.

Det er den trang der trækker direkte i ethvert menneskesind. Hvor meget vi kan mærke trangen, er individuelt og afhænger af hvor åbne vi er for at erfare nyt. Men det kræver selvfølgelig, at vi har mod på at se og at søge i den rigtige retning, og ikke lade os forblænde af vores allesteds nærværende ego.

Det trosunivers jeg her taler om, og som jeg efter bedste evne forsøger at give inspiration til forståelse af,  åbner en ladeport til indsigt i både dette jordiske liv og det evige, universelle liv i Guds åndelige kærlighed.

Der tales så meget om vigtigheden af at kende sit ophav. Så, hvis du tror på kristendommens lære om, at du er skabt af Gud, i Guds billede, ja så er det jo derfra du må tro du kommer. Det er jo også derfor vi taler om at skulle hjem til Gud igen. Går den sandhed først rigtig op for dig, vil du uvægerligt opleve den omtalte tiltrækningskraft, der får dig til at søge sandheden om dit åndelige ophav. Lykkes det, og det hjælper ET KURSUS I MIRAKLER dig med, finder du også sandheden om dig selv!

Når du har fundet sandheden om dig selv, falder alt andet på plads - fordi ....

Lampen er tændt i dig for din broder. Og ved de hænder der gav den til ham, skal du føres forbi frygt til kærligheden. (T-20.II.11:6,7)*


*)  (T-20.II.11:6,7)  refererer til skriftsted i ET KURSUS I MIRAKLER 

Helt jordnært, ligger der i dette smukke løfte, at når jeg en dag ser den ubetingede kærlighed i min næste, vil Helligånden, eller Jesus, være parat til at fjerne alle de forhindringer der har gjort, at jeg ikke kunne nå ind til kærlighedens inderste væsen.
Det lyder måske både forjættende og skræmmende på en gang. Men stol på, at det kan tages for pålydende!

Lad dig ikke skræmme af den tilsyneladende underlige titel: ET KURSUS I MIRAKLER. Ved nærmere bekendtskab vil den komme til at give rigtig god mening.


Om mig og min seneste bog

Lidt om mig selv

 Mit navn er Mogens Hvidesten Rasmussen. Årgang 1950. Jeg er uddannet bygningskonstruktør fra 1975, og har arbejdet i byggebranchen frem til 2015. Derefter har jeg slået mig ned på Møn, sammen med min kæreste gennem 25 år. Jeg er døbt og konfirmeret i den danske folkekirke. Borgerligt viet og senere velsignet i den katolske kirke med moren til vores tre børn. Efter 25 år døde min kone, og 20 år derefter mistede jeg min ældste søn.

Siden studietiden, har tro og spiritualitet aldrig rigtig været forsvundet fra min radar, og min kones åbne og ligefremme tilgang til sin katolske tro har også været med til at holde mig til ilden. Sammen har vi også gennem årene været nysgerrige på andre kristne trosretninger.

I 2007 fik jeg kendskab til det spirituelle værk Et Kursus i Mirakler. Bogen er, kort fortalt, skrevet af den amerikanske psykolog Helen Schucman, efter indre diktat af Jesus. Hun fortalte, at hun oplevede en klar, vedvarende indre stemme, som identificerede sig som Jesus og begyndte med ordene: "This is a course in miracles. Please take notes." Derefter skrev hun det ned, som hun hørte. Processen varede syv år, og den blev grundlaget for Et Kursus i Mirakler.

I 2021 udgav jeg min bog Den Lange Genvej. Bogen er min personlige beretning om hvordan og hvorfor jeg blev grebet af Jesus' budskab og lære i Et Kursus i Mirakler. Det, der helt fra begyndelsen fascinerede mig, var det uimodståeligt indlysende og kærlige i Jesus' lære. Ingen formaninger, kun kærlig retledning. Alle de vigtige spørgsmål, som de store traditionelle religioner ikke har klare svar på, bliver i Kurset blotlagt og besvaret, med den største selvfølgelighed.
Som studerende af Et Kursus i Mirakler er der fire ting, der især fæstnede sig som grundpiller i mit sind:
1. Jesus' lære handler ikke om religion, men om den guddommelige, universelle virkelighed hvorfra vi er kommet.
2. Et Kursus i Mirakler er, påstår jeg, verdens vigtigste bog i læren om menneskets psykologi.
3. Den øverste guddommelige kærlighedskraft eksisterer på grund af sin universelle, evige virkelighed. Vores fysiske univers derimod, er på alle måder forgængeligt. Alt hvad der skabes dør og forgår. Derfor kan Gud, som er evig, ikke være til stede i vores univers. Derfor må vores univers reelt være uvirkeligt. Kun Jesus og Helligånden er bindeleddet mellem mig/min ånd og Gud. Altså mellem det uvirkelige og det virkelige.
4. Heraf forstås, at jeg er ånd med en fysisk krop og ikke en fysisk krop med en ånd.




Lidt om min seneste bog

Min seneste bog er resultatet af interessen for at undersøge, hvad der sker, når jeg sammenholder Jesus' lære i kristendommen med Jesus' lære i Et Kursus i Mirakler.

Gud, Jesus og Helligånden figurerer i begge troskomplekser. Det ene, kristendomme, bekender sig som en religion, mens det andet, påberåber sig at repræsentere den øverste virkelige, universelle, guddommelige sandhed. Egentlig kan man slet ikke sammenligne de to systemer, da det ene handler om religion og det andet om "virkeligheden". Men da begge påberåber sig Jesus' autoritet, og begge dele i sidste ende handler om tro, er det et åbenlyst interessant emne at kaste sig over.
Bogens undertitel: Fra kristendom til Jesus' lære refererer til mit eget liv. Fra de første mange år som kristen og søgende, til de sidste 20 år, hvor Et Kursus i Mirakler har sat min tro i et nyt perspektiv.
Hovedtitlen PLEROMA, er i gnosticismen indbegrebet på det himmelske, åndelige rige af lys, perfektion og totalitet, der repræsenterer det sande hjem for guddommelig udstråling. Det peger altså på den åndelige virkelighed hos Gud. Kurset handler om at finde hjem til Gud igen. Derfor forekommer PLEROMA at være en rammende titel på bogen.   

Er du din egen mentale meteorolog?

Forestil dig, at du skal beskrive dit liv i meteorologiske termer.
Så at sige, tage temperaturen på dit eget livs "vejr". Måske gøre som vejrværterne i TV's vejrprogrammer; se et overblik over hvordan det  har været, hvordan det arter sig lige nu, og hvordan udsigten for fremtiden er.  Ser du uvejr, regn og rusk? Ser du uforudsigeligt aprilvejr? Ser du drivende sommerskyer med byger? Ser du en stille ren blå himmel - i solskin eller måske måneskin?

Hvilken slags vejr synes du, billedlig talt, passer bedst på dit liv, generelt, og lige nu og her?

Livet er som vejret. Du har ikke indflydelse på hvad der kommer og går. Men du kan have indflydelse på, hvordan og hvor meget det vil påvirke dig. Du vil i ET KURSUS I MIRAKLER lære, at du ikke kan lave om på verden. Men du kan lave om på den måde du vil se verden på. Altså den måde du vælger at tackle dit liv på.

  • Du kan tage vejret/dit liv, som det nu kommer.
  • Du kan træffe forbyggende foranstaltninger, blive inden døre eller tilpasse din påklædning.
  • Du kan flytte dig derhen hvor vejret er godt, måske ligefrem helt perfekt, med stille, klar, blå himmel og solskin.

Metaforerne her er jo tomme tykke. Men meningen med dem er, at åbne dit blik for, at du, hvis du vil, kan gøre rigtig meget for at blive bevidst herre i dit liv.
I denne hjemmesides kontekst betyder det, at du kan opleve hvordan vejen ryddes for dig, hvis du vil lade det ske gennem den guddommelige kraft du, og vi alle, allerede har indlejret i os. Det er det Jesus kalder os til at forstå, og det er det ET KURSUS I MIRAKLER kan lære dig!



        Hvordan gik det Kopernikus, Bruno, Galilei, Tycho Brahe og Kepler, der
      alle bidrog med revolutionerende viden om universet i 1500 - 1700-årene? 

Ny viden, som rokker ved traditionelle opfattelser, normer, konventioner, mv. er historisk set ofte forbundet med magthavernes fordømmelse.  Ophavsmændene, som f.eks. filosoffen Giordano Bruno endte sågar på bålet for sine opdagelser. 
Så galt går det trods alt ikke i vore dage. Men udfordringerne er de samme. At det, der ikke er accepteret på bjerget, bliver ignoreret, udstillet eller på anden måde stemplet.

Det er selvfølgelig ikke hensigten med denne hjemmeside, at komme til at forarge nogen. Men jeg er bevidst om, at det nok ikke kan undgås - fordi det budskab jeg søger at formidle, er så radikalt anderledes end de hidtil kendte religiøse konstruktioner. Som med astronomerne nævnt ovenfor, er denne, for mange, nye viden om det guddommelige så angstprovokerende, at det helt sikkert bliver vanskeligt at skabe en frugtbar dialog, endsige blot at kunne plante budskabet i offentligheden. Afvisning vil være den mest nærliggende reaktion at ty til. Det ved jeg godt!


Mit mål med denne hjemmeside er, ikke desto mindre, at få dem der trods alt kigger med, til at sænke paraderne så meget, at de får lyst til at prøve at forstå hvad det egentlig er, der er på spil. At blive ansporet til at få indsigt i, hvordan den store spirituelle, universelle virkelighed er skruet sammen. En forklaringsmodel der ikke har brug for religiøs tilgang. At blive pirret af påstanden om, at her tales der om virkeligheden - og ikke "kun" om tro!


…..... dette kursus blev sendt for at åbne lysets vej for os, og
skridt for skridt undervise os i, hvordan vi skal vende tilbage
til det evige Selv vi troede vi havde mistet. (A-I.V.5)


               *

I afsnit 2 og 3 vil jeg give en indføring i hvad ET KURSUS I MIRAKLER står for, og hvordan du vil kunne relatere til dette spirituelle værk.

I afsnit 4. har jeg samlet lidt forskelligt egenproduceret materiale om Kurset. 



Du er velkommen til at kontakte mig, med spørgsmål, kommentarer, ris, eller ros.

+45 2093 2975

Mogenshvidesten@gmail.com